Hvad sker der, når vi finder nedslagspunkter i den kommercialiserede topsportsverden – som for eksempel det igangværende herrefodbold-VM i Qatar – at harmes over, mens penge fra stater med et laissez faire forhold til menneskerettigheder får lov at flyde i en lind strøm i den selvsamme topsports hverdagstrummerum, uden det nødvendigvis fremkalder samme følelser og opmærksomhed? Kan eksponeringen af Qatar-VM være en øjenåbner og løftestang for et bredere perspektiv om, hvordan vi fremadrettet forholder os til sport associeret med regimer, eller kan det være med til at skabe et tunnelsyn, hvis fokus og debat centraliseres i enkeltbegivenheder fremfor i helheden? Og bliver fodboldturneringen i Qatar et point of no return – en form for topsportens MeToo-øjeblik – eller vender den pengetunge idræt på øverste hylde blot ufortrødent tilbage til hverdagen på den anden side af slutrunden i den lille golfstat?
AF EMIL BIRCH JENSEN OG JANNICK ELKJÆR
Qatar-VM er den perfekte storm, fortæller Stanis Elsborg, senioranalytiker i Play the Game – et initiativ under Idrættens Analyseinstitut, der blandt andet arbejder for at fremme demokrati, transparens og ytringsfrihed i verdensidrætten.
For når et verdensmesterskab i herrefodbold – en af klodens mest eksponerede sportsbegivenheder – kombineres med så alvorlige brud på menneskerettighederne, at det har resulteret i arbejdsrelaterede dødsfald blandt de migrantarbejdere, der har opført den infrastruktur, der har været nødvendig for, at VM i Qatar har kunnet afvikles, så vækker det genklang, forklarer Stanis Elsborg.
Menneskerettighedskrænkelserne, som Stanis Elsborg refererer til, kredser sig om artikel 23 i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948, fortæller Roberto Zacharias fra Amnesty International.
I den er nemlig nedfældet, at enhver har ret til at arbejde, at enhver har ret til en retfærdig betaling, gode og sikre arbejdsforhold og til at være medlem af en fagforening samt enhver uden forskel har ret til lige løn for lige arbejde.
Og de rettigheder bliver kompromitteret af det såkaldte kafala-system, der er udbredt i golfstaterne, og som blandt andet Qatar benytter sig af. Kort fortalt, forklarer Roberto Zacharias, går det ud på, at for du som migrantarbejder kan få arbejde i Qatar, skal du have en sponsor – i det her tilfælde typisk en arbejdsgiver – der skal sige god for dig. En form for værge, der er ansvarlig for dig, mens du er i landet.
Roberto Zacharias beretter om eksempler, hvor migrantarbejdere har betalt op mod 30.000 kroner til et rekrutteringsbureau for overhovedet at få et job i Qatar. Ligeledes påpeger han, at der også findes talrige eksempler på, at migrantarbejdere har fået inddraget deres pas af deres qatarske arbejdsgiver og på den måde reelt tvinges til at blive i landet.
Præcis hvor mange migrantarbejdere, der er døde i arbejdsrelaterede ulykker i forbindelse med Qatar-VM, vides ikke med sikkerhed.
Fra Qatars egen VM-komité lyder det, at der er tre migrantarbejdere, der er døde i arbejdsrelaterede ulykker i forbindelse med byggeriet af de stadioner i landet, der spilles VM-kampe på, mens 37 yderligere er døde i ‘ikke-arbejdsrelaterede ulykker.’
Ifølge komiteen er det samlede antal af arbejdsrelaterede dødsfald i hele Qatar i perioden mellem 2014 og 2020 på mellem 400 og 500.
Omvendt har NGO’er som Human Rights Watch og Amnesty International rapporteret om, at 15.021 ikke-qatarere er døde i landet mellem 2010 og 2019, mens engelske The Guardian i 2021 skrev, at mere end 6.750 migrantarbejdere er døde i Qatar, siden landet i december 2010 blev valgt som VM-vært for den igangværende slutrunde.
Ingen af de tal fortæller dog noget om, hvor mange migrantarbejdere, der specifikt er døde under opførelsen af VM-stadionerne.
Og på den baggrund har slutrunden i Qatar da også været til offentlig debat herhjemme.
Der har været et borgerforslag om boykot.
Der har været mediediskussioner, der blandt andet har udmøntet sig i et VM-boykot fra Information.
Halvdelen af Folketingets 12 partier har opfordret til et VM-boykot fra det officielle Danmark. Noget som den fungerende regering ikke har villet tage stilling til, så længe regeringsforhandlingerne stadig står på – en linje, der er blevet fulgt af Kongehuset.
Mens landets tidligere kulturminister Uffe Elbæk (Å) har kaldt det for “sportens MeToo-øjeblik.”
Og bevares, det er da ikke første gang, vi diskuterer sport i association med stater og regimer, hvor menneskerettighederne har trange kår – blandt andet blev vinter-OL i Kinas hovedstad, Beijing, tidligere på året boykottet af det officielle Danmark – men hvorfor er det lige præcis VM-slutrunden i den lille golfstat på den arabiske halvø, der har vakt så stor harme i os, at der i en Megafon-undersøgelse fra november var flere danskere, der mente, at herrefodboldlandsholdet ikke skulle deltage i turneringen, end der var danskere, der mente, at de skulle deltage?
For i den kommercialiserede topsports hverdagstrummerum skorter det jo ret beset heller ikke på begivenheder, sponsorater og ejerskaber, der kan associeres med stater som Qatar, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Kina, Rwanda, Aserbajdsjan samt Rusland indtil deres invasion af Ukraine.
Alle stater, der ifølge Varieties of Democracy Instituttets data fra 2021 har autokratiske styreformer – ligesom menneskerettighederne ifølge selvsamme institut har trangere kår i flere af de lande, end de har det i Qatar, og man både i Bahrain, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater også benytter sig af kafala-systemet.
| Menneskerettighedsindeks, 2021 Ud fra kriterierne statstortur, politiske drab, tvangsarbejde, ejendomsret, fri bevægelighed, religionsfrihed og ytringsfrihed har Varieties of Democracy Instituttet vurderet menneskerettighederne i verdens stater på en score fra 0 til 1, hvor 1 er højest. Tallene er fra 2021. – Danmark: 0.95 – På verdensplan: 0.67 (+-0.04) – Rusland: 0.43 – Aserbajdsjan: 0.41 – Qatar: 0.36 – De Forenede Arabiske Emirater: 0.35 – Rwanda: 0.26 – Bahrain: 0.25 – Kina: 0.2 – Saudi-Arabien: 0.14 Kilde: Our World In Data baseret på data fra Varieties of Democracy (v12) og Lührmann et al’s (2018) |
Vi tager nogle eksempler:
- City Football Group – et holdingselskab 81 procent ejet af Abu Dhabi United Group for Development and Investment med vicepræsidenten i De Forenede Arabiske Emirater, Sheikh Mansour – der i øvrigt også er bror til landets præsident, Mohamed bin Zayed Al Nahyan – i spidsen, som ejer adskillige fodboldklubber. Heriblandt engelske Manchester City, der blandt andet har norske Erling Haaland på lønningslisten, som den mest prominente.
- Emirates Group – Flyselskabet Emirates, der er et datterselskab af det statsejede holdingselskab The Emirates Group, er blandt andet sponsor i fodboldklubber som Arsenal, Milan, Real Madrid, Olympique Lyon, Benfica og Olympiakos, på den engelsk FA Cup-turnering, på cykelholdet UAE Emirates med den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar i stalden, på tre af de fire største tennisturneringer – de såkaldte Grand Slams – i form af Australian Open, French Open og US Open, samt på diverse begivenheder i sportsgrene som motorsport, golf, rugby, cricket, australsk fodbold, sejlsport og hestevæddeløb.
- Qatar Sports Investment – et datterselskab af det statsejede Qatar Investment Authority, der blandt andet ejer den franske storklub Paris Saint-Germain med nogle af fodboldens mest profilerede navne som Lionel Messi, Kylian Mbappé og Neymar på holdkortet. Samtidig har det statsejede flyselskab Qatar Airways sponsorater i fodboldens verdensforbund, FIFA – ligesom det statsejede Qatar Energy i øvrigt også har det – og i den tyske storklub Bayern München. Den tidligere engelske fodboldspiller og popkultursikon David Beckham er global ambassadør for Qatar, mens andre forhenværende fodboldprofiler som Xavi, der i dag er træner i spanske Barcelona, Samuel Eto’o, Cafu og Ronald de Boer er globale ambassadører for den nuværende VM-turnering i Qatar – ligesom danske Nadia Nadim i øvrigt også har fået kritik for at være det.
- Public Investment Fund – den saudiarabiske investeringsfond med landets kronprins og de facto leder, Mohammed bin Salman, i spidsen ejer blandt andet den nordengelske Premier League-klub Newcastle United og den nyoprettede LIV Golf Tour med golfberømtheder som Greg Norman, Phil Mickelson og Sergio Garcia. Derudover tegnede den saudiarabiske stat tidligere på året en aftale med det argentinske fodboldikon Lionel Messi, der gjorde ham til turistambassadør for landet. I øvrigt ejes flere andre fodboldklubber – blandt andre engelsk Sheffield United – af prins Abdullah bin Musaid Al Saud, der er barnebarn af Saudi-Arabiens stifter, Ibn Saud, og hans United World Group.
- Rwanda – Rwanda er sponsor i klubber som Paris Saint-Germain og Arsenal via Visit Rwanda-projektet, der, som navnet antyder, har til formål at få turister til landet.
Desuden kan det nævnes, at da det danske herrelandshold i fodbold i sommeren 2021 skabte liv og glade dage med en semifinaleplads ved Europamesterskabet, skete det ved en slutrunde, der blandt sine sponsorer havde fire store kinesiske virksomheder i form af Alipay, Hisense, TikTok og Vivo – der, omend de er privatejede virksomheder, stadig har forbindelser til styret i Kina, fortæller Yang Jiang, seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier – det statsmajoritetsejede russiske energiselskab Gazprom samt Qatar Airways.
Og så er kinesiske Oppo, Vivo og Alipay i øvrigt fortsat en del af det europæiske fodboldforbund, UEFAs, sponsorføljeton. UEFA, der foruden europamesterskaberne, blandet andet også er arrangør af Champions League-turneringen.
Derudover er der blandt sportens sværvægtsbegivenheder de sidste 15 år eksempelvis blevet afholdt sommer-OL og vinter-OL i Kina i henholdsvis 2008 og 2022 samt vinter-OL og herrefodbold-VM i Rusland i henholdsvis 2014 og 2018.
Og hvorfor var det egentlig ‘en folkefest uden lige’, som Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), kaldte det, med præsente politikere, holdpræstation i Tivoli og hyldest på Rådhuspladsen i København, da der i sommer var Grand Départ for 2022-udgaven af Tour de France i Danmark og Jonas Vingegaard vandt selvsamme cykelløb?
Ligesom 75 procent af de adspurgte danskerne i en Epinion-undersøgelse fra tidligere i december i øvrigt også har svaret, at de mener, at Tour de France i Danmark var en folkefest.
Et cykelløb, der havde deltagelse af de facto statsejede hold fra regimer som De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, mens også et saudiarabisk islæt kunne ses hos Team BikeExchange-mandskabet, der pedalerede rundt med ALULA printet på skulderen af holdets trøje – ALULA, der er en del af Saudi-Arabiens nationale reformprogram ‘Vision 2030’, som landets kronprins, Mohammed bin Salman, står bag.
Ligesom også staten Israel, der ifølge Amnesty International udøver apartheid mod palæstinenserne, var at finde i Tour de France-feltet via Israel-Premier Tech-mandskabet, der får dele af sin finansiering fra Israels nationale turistråd.
Noget, som den selvsamme tidligere kulturminister, der har kaldt Qatar-VM for sportens MeToo-øjeblik, Uffe Elbæk (Å), da også godt kan se paradokset i:
“Selvfølgelig skriger det til himlen, at der ikke var mere fokus på det under Tour de France, og det understreger desværre, at vi ikke forholder os til det systematiske, men i stedet finder nogle eksempler at skælde ud på, for så bare at køre videre igen bagefter. Men ligesom vi har set det med MeToo, så kommer det nogle gange i bølger, og måske kan de samme mekanismer gøre sig gældende her. Det håber jeg i hvert fald”, fortæller han.
Og det er langtfra kun i cykelløb, at vi i topsportens hverdagstrummerum ser danske topatleter duellere i begivenheder, der kan associeres med stater, hvor menneskerettigheder har trange kår.
Kevin Magnussen, Formel 1-køreren, racer om kap mod konkurrenterne i lande som Saudi-Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Aserbajdsjan – i øvrigt i en sport, der indtil for ganske få år siden blev arbejdet på at få til København, og som Stanis Elsborg betegner som cykelsportens storebror, når det kommer til at trækker tråde til regimer.
Den dobbelte badmintonverdensmester i herresingle Viktor Axelsen spiller turneringer i Kina, mens der på den ypperste klasse i herretennis – ATP-touren – hvor Holger Rune er på hastig fremmarch, spilles turneringer i Qatar og De Forenede Arabiske Emirater – ligesom der i øvrigt også gør det på den europæiske golftour, hvor Nicolai Højgaard blandt andet i februar i år vandt turneringen Ras Al Khaimah Championship i De Forenede Arabiske Emirater.
Så kan den megen opmærksomhed på skyggesiderne ved VM-slutrunden i den lille golfstat med de store naturressourcer blive en repræsentativ løftestang for, hvordan vi fremadrettet forholder os til sport associeret med stater, hvori menneskerettighederne har trange kår, eller kan det give en form for tunnelsyn, hvor Qatar bundfælder sig i vores bevidsthed som slyngelstaternes slyngelstat, der blot skal holdes ude af ligningen, og så er den hellige internationale sportsgral ellers velforvaret?
Og hvornår og hvorfor accepterer vi tilsyneladende regimer med et nonchalant menneskerettighedsforhold i topsporten, og hvornår og hvorfor gør vi tilsyneladende ikke?
Vanernes urkraft og fascinationens forblændelsesevne
Spørger man Sally Khallash, der er adfærdsforsker og blandt andet har undervist på Harvard University, kan årsagen til det på sin vis være både simpel og kompleks på en og samme tid.
Den menneskelige hjerne er nemlig ikke bare begrænset og ude af stand til at tage al information ind på én gang – den er også en mester i at finde på undskyldninger for sig selv, fortæller Sally Khallash og forklarer:
“Vi begynder at finde grunde til, hvorfor det, vi gør, er okay. Vi prøver at legitimere adfærd. Den ene del af hjernen har beslutningskraften, og i den anden ligger vanerne indlejret og kæmper imod. Lige så snart der kommer afstand mellem handling og konsekvens, så virker det ikke som et etisk skred for en selv, og når du ser fodbold eller anden sport, kan du ikke se lige omkring dig, at der er nogen, der er blevet mishandlet.”
Og ifølge Sally Khallash er det blandt andet også de mekanismer, vi kan se udfolde sig i forbindelse med VM-slutrunden i Qatar netop nu:
“Som mennesker fokuserer vi meget på Qatar på grund af tilgængelighedsheuristikken. Det er mere eksponeret end så meget andet, og man tænker derfor, at det også må være vigtigere eller værre end så meget andet. Men samtidig har vi så også så stærke mønstre og vaner bygget om omkring at have et fællesskab i sport – og fællesskaber, har vi helt fra barnsben lært, er vigtige at indgå i – at din hjerne kan begynde at prompte dig i en retning af, om det nu også er så slemt, som det bliver gjort til i medierne, eller at man jo alligevel ikke kan gøre hverken fra eller til som enkeltperson. Det er det helt store spil, der går i gang,” beretter Sally Khallash.
Samme oplevelse har Esben Schjørring, der er uddannet filosof fra Københavns Universitet og politisk redaktør på Altinget. Han fortæller, at han ser lidt The Matrix-mønstre i vores måde at forholde os til Qatar-VM på:
“Det der med at lave virkeligheden om inde i hovedet, for at kunne leve med dem, vi er som individer og samfund, føler jeg meget er det, vi ser udstillet ved Qatar-VM. Det er i virkeligheden helt storpolitisk. Verden hænger simpelthen sammen på en anden måde, end vi går og bilder os ind,” lyder det fra Esben Schjørring.
På Syddansk Universitet er Bo Kampmann Walther lektor i medie- og kulturvidenskab. For ham at se er det med ikke at tage det hele ind noget, der ligger dybt forankret i den kultur, som vi dyrker topsporten på.
“Vi træder ind i det her med en form for skyklappere på. Et tunnelsyn. Vi agerer på den anden side af syndefaldet, hvor lorten er placeret. Og så skal vi navigere i det landskab, og det er svært, fordi der skal mange spadestik til, før man kommer derned, hvor det så at sige er systemisk galt. Så man vælger sine nedslagspunkter, for det er sgu lettere,” sonderer Bo Kampmann Walther.
Og når VM i Qatar er blevet en kampplads, bunder det for Bo Kampmann Walther ikke kun i, at der rigtig nok er masser at kritisere, men også fordi det simpelthen er til at forstå, fordi ‘det er så absurd og helt Onkel Joakim-agtig’.
Problemet med det er potentielt bare, påpeger han, at vi på den måde risikerer at forholde os til symptomerne fremfor substansen, når fokus bliver centreret i det, som han kalder for ‘in your face Langbortistan-uhyrligheder, hvor det er så indlysende at se, at det er galt.’
Derfor har Bo Kampmann Walther blandt andet også kaldt fodbold-VM i Qatar for ‘VM i dobbeltmoral’:
“Jeg efterspørger meget mere fokus på den skjulte råddenskab, som egentlig burde være meget åbenlys, hvis man virkelig vil noget med det her. Om ikke andet så for utopisk at pege på, hvor den helt grundlæggende, systemiske kritik skal sættes ind. Alt det forbistrede, der ligger i mellemlagene, hvor der findes forskellige kommercialiseringer og alliancer, der er mere eller mindre uheldige, som vi skal bruge rimelig langt tid på at finde ud af, om er okay eller ej. Og når mange af dem så ret beset ikke er det, så ville det uundgåeligt føre til en lavine af blotlæggelser af ufinheder og forkerthed i topsporten, hvor vi, hvis vi skulle følge vores rationelle, moralske og politiske kompas, som forhåbentlig ellers stadig er nogenlunde intakte, kun ville kunne se et yderst begrænset omfang af topsport,” analyserer Bo Kampmann Walther.
Saudi-Arabiens indtog og turistambassadøren Messi
Hos Play the Game giver senioranalytiker Stanis Elsborg Bo Kampmann Walther ret i, at VM i Qatar er et symptom på det, han kalder for nogle uhensigtsmæssige strukturelle mekanismer i topsporten, men – understreger han på det kraftigste – må man ikke gøre Qatar den tjeneste at tro, at slutrunden i det lille land på den arabiske halvø ikke også er et problem i sig selv.
“Det er da rigtigt, at det langtfra er det eneste problem. Og det er også rigtigt, at topsporten hverken bliver reddet eller rengjort af, at vi fjernede slutrunden i Qatar og så troede, at så var den klaret. FIFA kigger for eksempel mere og mere mod rige, autokratiske stater, og jeg frygter, det kun bliver værre fremover. Vi kan jo ikke engang blive enige med os selv i de demokratiske lande, alt imens et land som Saudi-Arabien bare gør et større og større indtog i topsporten,” fortæller Stanis Elsborg.
Stanis Elsborg nævner den argentinske fodboldtroldmand Lionel Messi som et eksempel på måden, det saudiske styre entrerer den internationale sportscene på. Tidligere på året skrev han nemlig under på en kontrakt, der gjorde ham til turistambassadør for Saudi-Arabien.
Kort efter kontrakten var underskrevet, lagde Lionel Messi et billede fra Saudi-Arabien ud til sine næsten 390 millioner følgere på Instagram med teksten: “Discovering the Red Sea. #VisitSaudi”
Og selvom den beslutning har mødt kritik fra nogle kanter, betyder det ifølge Stanis Elsborg ikke, at Lionel Messis brand behøver lide skade af den grund og påpeger, at den lille argentiner i mange år spillede på et Barcelona-hold, der havde Qatar Foundation og Qatar Airways som sponsorer, og senere skiftede til et Paris Saint-Germain, der er ejet af Qatar Sports Investment, uden hyldesten af ham er aftaget af den grund.
Fascinationen over Lionel Messis fodboldevner kan simpelthen være så stærk en kræft, at vi vender det blinde øje til, mener Stanis Elsborg.
I skrivende stund forsøger Saudi-Arabien ligeledes at lægge billet ind på at afholde verdensmesterskabet i herrefodbold i 2030 i et fælles bud med Egypten og Grækenland – noget, der, hvis det ender sådan, ingenlunde ville overraske Stanis Elsborg.
Fodboldens læk og den hellige Haaland
I 2015 begyndte det største læk i fodboldens historie; det såkaldte Football Leaks.
Mere end 70 millioner dokumenter om fodboldens hemmeligheder blev lækket til tyske Der Spiegel og deres mediepartnere i European Investigative Collaborations (EIC), som blandt andet også tæller danske Politiken.
Christoph Winterbach er journalist på netop Der Spiegel og har været med til at publicere adskillige artikler på baggrund af lækket.
En fællesnævner, der udkrystalliserede sig for ham under Football Leaks-forløbet, var den glorificering af fodboldstjernerne, han blev ved at støde på:
”Det er nærmest ligemeget, hvad der går galt i fodboldens verden – om det så er sigtelser, korruption, skattesnyd eller noget fjerde – så længe det hele bare ser godt og skinnede ud på banen. Jeg lærte, hvor magtfuld en industri det er, og hvor følelserne og alliancerne er så stærke til en specifik klub eller person, at det er utrolig svært at trænge igennem med negativt nyt,” fortæller Christoph Winterbach.
Allertydeligst i erindringen for ham står, da han i forbindelse med Football Leaks var med at afdække en voldtægtsanklage mod den portugisiske topfodboldspiller Cristiano Ronaldo – en sag, der endte med et retsforlig, hvor Cristiano Ronaldo betalte 375.000 amerikanske dollars.
“Jeg kunne ikke bruge ikke min Twitter-konto i ugevis og fik fornærmelser fra Cristiano Ronaldo-fans verden over, fordi de mente, at jeg var med til at svine og sværte deres helt til. Det var globalt og fra folk på alle kontinenter,” husker Christoph Winterbach.
Samme oplevelser med tilsvininger har han haft, når han har været med til at belyse ejerforholdene i Manchester City, der trækker dybe tråde til styret i De Forenede Arabiske Emirater.
Og ifølge Christoph Winterbach er det i det spændingsfelt, vi finder nogle af sportens helt store paradokser og modsætningsforhold:
”Det er så irrationelt. Sport er så utrolig irrationelt, og det er derfor, at det er så godt, men det er samtidig også derfor, det både kan være så magtfuldt og så farligt,” kommer det fra den tyske journalist.
Christoph Winterbach giver endnu et eksempel. Denne gang med Tysklands mest vindende klub, Bayern München, der har det statsejede Qatar Airways som en af deres sponsorer og desuden har for vane at tage på en årlig vintertræningslejr i Qatars hovedstad, Doha.
“Mine oplevelse er, at mange Bayern München-fans er utilfredse med det og ytrer sig negativt om det, men så vidt jeg kan se, er det ikke gået ud over antallet af Bayern München-fans. Den generelle mekanisme for mange er, at nok er man utilfreds med sponsoratet og træningslejren, men man er stadig Bayern München-fan,” fortæller Christoph Winterbach.
I Norge sidder Håvard Melnæs og undrer sig. Han er journalist og redaktør på fodboldmagasinet Josimar.
For nok er har glad for, at debatten om Qatar-VM også har raset i vores nabo mod nord – ja, sågar, fortæller han, har det norske fodboldforbund med præsident, Lise Klaveness, i spidsen været en af bannerførerne i kritikken af Qatar-VM og fodboldens verdensforbund, FIFA – men samtidig kan de ifølge Håvard Melnæs i Norge ikke rigtig finde ud af at forholde sig til, at landets store fodboldprofil, Erling Haaland, til dagligt tjener sine penge i et Manchester City, der har vicepremierministeren i De Forenede Arabiske Emirater, Sheikh Mansour, i spidsen for ejerskabskredsen.
Erling Haaland har nemlig en aura af noget næsten helligt over sig, og det gør debatten svær for alvor at få igangsat, mener Håvard Melnæs:
”I Norge er man bare så superstolte af Haaland, og han hyldes overalt. Og han leverer da også på banen, det skal han have. Men fordi han er så populær, så fylder debatten om alt det andet meget, meget lidt. Det bliver ligesom bare accepteret. Og der produceres vel ellers dagligt ti ting med Haaland, fordi han sælger og klikker,” påpeger Håvard Melnæs og fortæller, at den samme mekanisme går igen i måden, man forholder sig til Norges anden store fodboldprofil, Martin Ødegaard, der til daglig slår sine folder i London-klubben Arsenal.
En klub, der har statsejede Fly Emirates, som i øvrigt som ligger navn til Arsenals hjemmebane, og Visit Rwanda i sin sponsorføljeton.
For Håvard Melnæs bunder det i den måde, han mener, topfodboldspillere bliver behandlet og skærmet på, hvor alt er godt, så længe de præsterer på banen:
“De bliver opfordret og opfostret til at leve i en boble, hvor det eneste, man skal tænke på, er, hvordan man præsterer, og alt det udenfor boblen er kun støj. Sådan tænker man. Det er fodbold og intet andet. Og det er sikkert godt for dig som fodboldspiller, men det gør dig ikke til et bedre menneske ikke at forholde dig til andet end fodbold. Og derfor skal vi fuldstændig stoppe med at fremstille fodboldspillere som forbilleder, for de er ikke. De er legetøj for nogle af de værste og rigeste regimer i verden og investeringsfonde, som vi i den brede befolkning ved meget lidt om, hvordan har tjent sine penge,” fortæller Håvard Melnæs og bruger den norske herrefodboldlandsholdstræner, Ståle Solbakken, som et eksempel på den beskyttende bobletankegang overfor spillerne.
Ståle Solbakken har nemlig flere gange været ude med krads kritik af Qatar-VM – og truede i 2021 blandt andet med et potentielt norsk boykot af slutruden – mens han samtidig har forsvaret Erling Haaland, når der er dukket kritiske spørgsmål op til angriberen omkring Manchester Citys ejerforhold.
Og Håvard Melnæs gør sig da heller ingen illusioner om, at det bliver fodboldspillere selv, der siger fra overfor regimer med menneskerettighedsudfordringer – selvom han egentlig tror, at det ville være det mest effektive. For som han retorisk spørger:
“Hvorfor skulle Messi, Mbappé eller Neymar sige fra overfor VM i Qatar, når det selvsamme regime betaler deres milliondyre kontrakter til hverdag?”
Det arbitrære snit
Magnus Kraft er journalist på Euroman og vært på Radio4. Og så er han en af de danskere, der har været eksplicit i sit boykot af Qatar. Normalt er han ellers fodboldglad og følger med i sporten, men denne gang har han valgt at sætte foden ned:
“For mig handler det om, at vi indtil videre har fundet os i alt, og så er grænsen for, hvad man har kunne forvente, at vi finder os i, hele tiden blevet rykket. Det bliver hele tiden lidt værre og lidt værre. Og det er egentlig den debat, som jeg gerne vil forsøge at rejse med det, som jeg selv synes, er en ret drastisk manøvre; nemlig et boykot,” forklarer Magnus Kraft.
Når Magnus Kraft kalder det for en drastisk manøvre at boykotte, handler det ikke om, at han vil hævde sig over andre, der ikke gør det samme, forklarer han – tværtimod gør han det for sin egen skyld og fortæller, at de migrantarbejdere, hvis dødsfald kan sættes i en kontekst af Qatar-VM, blev udslagsgivende for ham. Han ville simpelthen ikke kunne se slutruden uden en nagende og dårlig samvittighed.
Og så var tiden for ham ganske enkelt bare inde til at gøre noget andet, end det, som han mener, vi altid gør – nemlig ikke noget.
Men – understreger han – er han fuldt ud bevidst om, at det kan forekomme paradoksalt, når han samtidig følger med i den internationale topfodbold til hverdag.
“Hvis man skulle følge den helt til dørs, er det jo lidt skruen uden enden, som ville betyde, at man ikke rigtig ville kunne se noget topsport længere. Så må man jo gøre op med sig selv, om man villig til at tage den konsekvens. Jeg er nok ikke, og selvom min interesse for international topfodbold generelt er dalet, så kommer jeg også til følge med igen efter VM,” fortæller Magnus Kraft.
Derfor forstår han også godt, hvis grænsen for, hvad man som fan og forbruger skal finde sig i og ikke finde sig i topidrætten, kan synes arbitrær. For det er den også for ham, fortæller han og giver et tænkt Messi-eksempel på noget, der ville få det til at krible i fingrene for at tænde for Qatar-VM.
“Når man har fulgt Messis fantastiske karriere i 15-20 år og ved, at en VM-sejr i Qatar med Argentina ville være kronen på værket, der vil udødeliggøre ham, så ville jeg have lyst til at se det. Den historie, der ville blive skrevet. Men selvfølgelig er det helt klart en fare, at vi lukker øjnene for alt det indirekte ved at hylde ham – og det er tilbage til spørgsmålet om hykleri. Min pointe er bare, at man får svært ved at lade sig begejstre af topfodbold, hvis ikke man har et ret defineret tolerancetærskel. Jeg har valgt at sige, at jeg godt kan se Messi spille og nyde det, selvom jeg synes, han er en klovn, der lader sig indhylle i de saudiske og qatarske farver og pengestrømme,” kommer det fra Magnus Kraft, der er spændt på at se, hvilken effekt debatten om Qatar-boykot eller ej kommer til at have fremadrettet:
“Jeg tror på, at fodboldens institutioner og forbrugerbevidstheden bliver anderledes på bagkant af det her – selvfølgelig sagt med det in mente, at der også er en risiko for, at alle tager stilling til denne her slutrunde, og så ånder vi lettet op, når den er slut, og så går hverdagen ellers videre, som det altid har gjort”, sonderer Magnus Kraft.
16 dage inde i Magnus Krafts selvbestaltede boykot blev VM-kriblen i fingrene for meget for ham. Han måtte have sit fix.
Et nyt publikum
En anden, der tror på, at VM i Qatar kan blive en løftestang for, hvordan vi i fremtiden forholder os til idrætten på den øverste hylde, er bestyrelsesformanden i NGO’en Transparency International, der har til formål at bekæmpe korruption og bestikkelse, Jesper Olsen.
Noget af det, han har oplevet ved at kaste sig ind i debatten om Qatar, er nemlig, at han har ramt et publikum til diskussioner om menneskerettigheder, korruption og transparens, som han normalt ikke gør, når disse emner områder bliver sat i en kontekst af sport. Og med den erfaring in mente tror han på, at den genklang, som Qatar har skabt, kan være en gamecharger:
“Man kan ikke stille sig noget rent sted på topsportens spilleplade lige nu, men jeg tror faktisk på Qatar-VM som et point of no return. Debatten om den internationale sport er ændret for altid, og selvom det er naivt at tro, at det hele vil ændre sig med et bang, så skal man heller ikke underkende, at verden kan gå hurtigt, og der vil komme øget modstand mod denne her slags begivenheder,” fortæller Jesper Olsen.
Og faktisk mener han endda, at det er en bydende nødvendighed, hvis topsporten skal beholde den popularitet, som den har i dag:
“Jeg kan lide sport, fordi jeg træder ind i en ukompleks verden med et fællesskab på tværs af miljøer. Den er en stor del af vores vaner. Men jeg tror, at der kan komme et mætningspunkt, hvor det bliver for langt ude, hvad der foregår, og så begynder vi at se semiprofessionel 2. divisionsfodbold i stedet for. Hvis ikke topsporten genopfinder sig selv nedefra, tror jeg, den kan risikere langsomt at fade ud,” lyder Jesper Olsens vurdering.
Sportens ikke så frie frirum?
Ulrik Wagner er lektor i individ, idræt og samfund ved Københavns Universitet og Rasmus Klarskov Storm er analyse- og forskningschef på Idrættens Analyseinstitut. Begge to bifalder de eksponeringen, belysningerne og diskussionerne af skyggesiderne ved fodboldslutrunden i Qatar.
Tidligere har der nemlig været en tendens til at tro, at sport pr. definition måtte være lig med noget godt, beretter Ulrik Wagner.
En vurdering, der bakkes op af Rasmus Klarskov Storm – det kan nemlig hurtigt virke intuitivt rigtigt at forbinde sport med noget positivt som fællesskaber, demokrati, møder på tværs af kulturer, modsætninger, nationer og glade børn, som da også er en del af sportens fortælling, men det er bare langtfra at være hele billedet, forklarer han:
“Sandheden er, at sporten er et spejl på resten af samfundet, og derfor er der i sagens natur lige så meget dårligdom i sporten som alle andre steder. Den er hverken værre eller bedre eller mere ren, selvom særligt nogle af sportens store organisationer nogle gange godt kan lide at få det til at lyde som om, at sporten kan løse alle verdens udfordringer”, lyder det fra Rasmus Klarskov Storm.
Derfor er det ifølge begge forskere også en positiv udvikling, de kan spore, når de kan se konjunkturerne bevæge sig væk fra det dogme og over mod et lidt mere nuanceret billede af idrætten.
For som Ulrik Wagner forklarer det:
“Det er, som om man på et tidspunkt bevidst har valgt at sige, at sporten har en fernis af noget godt, som vejer tungere end alt det lort, der også er i den kommercielle topsport.”
Og et eller andet sted er det måske heller ikke så underligt. For at finde topidrættens tiltrækningskraft andre steder er nemlig ikke bare lige sådan:
“Det er ganske enkelt svært at finde et substitut for den, fordi den kan levere dramaer helt ud over det sædvanlige. Sporten har udviklet sig til at have sine helt egne logikker,” fortæller Ulrik Wagner.
En kraft, som også Rasmus K. Storm sætter ord på:
“Sport er et fascinationsredskab. Det er underholdning, det er let afkodeligt og det giver en kraftig form for identitetsdannelse, som er grundlæggende for mange mennesker. Det bliver sat i en større kontekst som en spejling af det moderne samfunds etos. Vi dedikerer os, vi bliver ved og kæmper konstant for at forbedre os. Når de normer stimuleres, så opnår vi en arousal.”
For Ulrik Wagner at se er sportens popularitet og forblændelsesevne nogle af mekanismerne, der er på spil, når vi finder nedslagspunkter at rette skytset mod – vi er simpelthen ikke klar til mere og ved at gøre det på den måde, kan det bliver mere spiseligt for os:
“Ret beset er det jo mærkeligt med alt det fokus på VM i Qatar, når vi samtidig ser på, hvad der finder sted i topsportens hverdag, som vi er villige til at æde uden det store brok, hvis bare produktet er godt nok. For så vidt tror jeg egentlig at det, at anskue tingene i nedslagspunkter både kan være horisontudvidende og skabe tunnelsyn på en og samme gang, men jeg tror også bare, vi må sige, at vi ikke er klar til at tage det fulde skridt og sige sådan rigtig fra, for så havde vi jo gjort det, og derfor nøjes vi med nedslagspunkter i stedet for”, fortæller Ulrik Wagner.
Og ud fra et adfærdsperspektiv er det ganske plausibelt, forklarer Sally Khallash.
For når sporten typisk bliver forbundet med noget positivt og bruges som sådan – et fællesskab, en hobby, en underholdning, en identitetsmarkør og en spejling – giver det nemlig mening, når vi finder nedslagspunkter i sportens etiske og moralske dilemmaer at tage fat i, beretter hun.
Det ville simpelthen blive for stor en mundfuld for mange af os at kapere, hvis vi skulle tage stilling til dem alle på en gang – og særligt, hvis det også er forbundet med at skulle ændre sine handle- og forbrugsmønstre efter det.
“Sport er for mange et frirum, hvor vi ikke behøver forholde til alle mulige komplicerede ting og sager ude i verden, og det er med til at give enormt meget til den lystbetonede og oplevelsesbaserede del af hjernen. Det betyder, at skulle du stoppe med at følge det, så er der en stor grad af ubehag og tomrum forbundet med det. Det er vaner, vi har repeteret mange gange, og afhængig af, hvor indlejret vanen er, så tager det meget, meget lang tid med mange repetitioner at ændre det. Det er ikke umuligt, men det er vanskeligt,“ fortæller Sally Khallash.
Også set fra Esben Schjørrings stol spiller det en afgørende rolle, når der bliver sat lighedstegn mellem sport og frirum. For ham at se ræsonnerer det nemlig ekstra dårligt for os, når vi i en sfære, hvor vi som udgangspunkt ikke er vant til det, pludselig skal forholde os til alverdens dilemmaer og etiske spørgsmål.
Og derfor bliver debatten omkring VM i Qatar også meget følelsesladet, påpeger han. Den kanaliserer sig som et spejl af noget dybere og mere eksistentielt – denne gang viser spejlbilledet sig bare ikke som power-præstationer og fællesskaber, men som en miniatureudgave af livets omstændigheder og tilfældigheder.
“Vi går jo alle sammen rundt og glemmer lidt, hvad præmisserne for vores liv egentlig er. Jeg tror, den her følelse sniger sig ind på flere og flere i Vesten, hvor vi sgu godt på en eller anden måde ved, at den er ikke rigtig god den her, men vil vi give vores levestandard fra os for de moralske valg, der virkelig koster helt ind til benet? Så er det lettere at udvælge enkelte punkter at se sig sur på. Og når vi for eksempel synes, at politikerne eller fodboldlandsholdet er nogle hyklere, så tror jeg, at mange af vores følelsesmæssige reaktioner over for dem i virkeligheden handler om, at vi selv er nogle hyklere, og når vi opdager det, så det jo pludselig ikke så sjovt længere,” fortæller Esben Schjørring.
En sondring, som Bo Kampmann Walther er enig i.
Sagen er nemlig for ham at se – om vi vil det eller ej – at hvis produktet er vigtigt nok for os og for vores livskvalitet, så er vi i det store hele villige til at gå på kompromis med vores etik og moral for ikke at skulle undvære det og understreger, at det i øvrigt ikke kun er en mekanisme, der gør sig gældende i sportens sfære:
“Helt ærlig; vi kan jo bare lade være med at efterspørge produkterne, men det kommer med den potentielle ulykke, at så vil vi – inklusiv mig selv – miste en meget stor del af vores liv. Vi har en forbrugerkultur, der ikke er parat til mere. Derfor kommer der en slags pletvise bodshandlinger, som vi kan kanalisere vores vrede ud på, så vi kan sige, at vi har gjort vores, og det var der ingen, der gad høre på, og nu kan vi gå hjem med god samvittighed,” lyder det fra Bo Kampmann Walther.
‘Panem et circenses’
Giv dem ‘brød og skuespil’ – eller ‘panem et circenses’, som det hedder på latinsk – lød et mantra i det gamle Rom.
I udtrykket, der efter sigende stammer fra Juvenals 10. satire, lå det, at så længe man gav befolkningen underholdning i form af gladiatorkampe og hestevæddeløb samt korn, så kunne man holde dem fra at beskæftige sig med politiske spørgsmål.
På sin vis kan det da derfor også synes som meget gammel vin på nye flasker, vi beskæftiger os med i Qatar-debatten.
Bo Kampmann Walther forklarer:
“Historien om sportens udvikling er, at den har været en begivenhed, der har skreget på at blive polariseret. Man har kunnet bruge sportens udøvere og begivenheder som en spejl på, hvad der foregik i realpolitikken, og man har kunne bruge det som et opportunt instrument til at fremme sager, bevægelser og alt muligt mærkeligt.”
Og mantraet om, at vi ikke skal blande sport og politik, er der også til stadighed blevet ved at dukke op til overfladen – eksempelvis skal vi ikke længere tilbage end til oktober 2021, hvor Danmarks fodboldherrelandshold endegyldigt kvalificerede til VM i Qatar med en sejr i Parken over Østrig, før landets daværende og nuværende fungerende statsminister, Mette Frederiksen, sagde, at ‘udenrigspolitik og fodbold må vi skille ad‘.
Udtalelser som den er da også noget, der falder Rasmus Klarskov Storm fra Idrættens Analyseinstitut for brystet:
“Sport og politik hænger selvfølgelig sammen – jo mere man hører det modsatte, jo mere grund er der til at spidse ører, for så kan det være lige præcis det, som man forsøger at dække over,” fortæller Rasmus Klarskov Storm og påpeger det, han kalder for paradokset i, at når du siger, at sport og politik ikke skal sammenblandes, så har du faktisk allerede politiseret det.
På Københavns Universitet uddyber forskerkollegaen Ulrik Wagner:
“Man skal måske ikke skal politisere sport unødvendigt meget, men det er noget helt andet end at mene, at man virkelig kan skille det helt ad, som simpelthen er så naivt og historisk ingen gang på jord har. Men politik er drevet af magt, og alt, hvad der kan hjælpe dig med at bevare din magt, omfavner du; og det kan sport.”
Rasmus Klarskov Storm fortæller dog også, at det i en dansk kontekst for ham at se ikke nødvendigvis altid behøver at skyldes, at man forsøger at dække over interesser, når sporten er blevet fremstillet apolitisk – selvom adskillelsesdogmet ikke bliver mindre forkert af den grund, understreger han.
For det kan ganske enkelt også handle om uvidenhed – selv fra Kulturministeriet, hvor sporten hører under – forklarer Rasmus Klarskov Storm:
“Jeg tror ikke altid, at politikerne helt selv forstår, hvad det er idrætten i Danmark kan, hvad den har af historik, hvordan den er politisk og hvordan det idrætspolitiske system hænger sammen. Hver regering slås med hvilket ben, de skal stå på i de her spørgsmål,” lyder det fra Rasmus Klarskov Storm.
En af dem, der tidligere har abonneret på holdningen om, at det sportslige og politiske skulle holdes adskilt, men senere har skiftet mening, er Uffe Elbæk (Å), der som medlem af De Radikale sad på kulturministertaburetten i et lidt mere end år mellem 2011 og 2012.
“Jeg troede på det ud fra et perspektiv, der hedder, at hvis man i en uperfekt verden gerne vil mødes med hinanden, så kan det jo være i sporten. Men jeg har måtte erkende, at det er en utopi at kunne adskille det fra hinanden, og derfor må grundpræmissen være, at sport og politik selvfølgelig hænger sammen,” fortæller Uffe Elbæk.
Og for så vidt har det altid været sådan, mener han. Lige fra det gamle Rom til det igangværende VM i Qatar:
“Det er en uendelige liste. Store begivenheder er altid blevet brugt til at manifestere sig og sin identitet og kommunikere magt over for omverdenen – både i sport og i andre kulturelle og religiøse begivenheder. Vi gør det sådan set også i Danmark, bare se på Tour de France i sommer,” beretter Uffe Elbæk.
Spørger man Esben Schjørring, er det langtfra tilfældigt, når politikere – også herhjemme og på tværs af det politiske skel – gerne vil associeres med sporten:
“De leder efter en sfære, hvor de ikke fremtræder som politikere, men som almindelige mennesker, og de er på sin vis altid på udkig efter et publikum og vælgere. De vil gerne associeres med noget godt, og det kan sport være et middel til. Og det kan for vidt også være, som vi ser det udfolde sig i forbindelse med VM i Qatar, hvor det nærmest er en kamp om at komme med den mest skarpe kritik og tage mest mulig afstand,” lyder det fra Esben Schjørring.
Hos Play the Game forklarer Stanis Elsborg, at man – afhængig af begrebsdefinitionen, som der er en helt del palaver om – godt kan argumentere for, at der også finder sportswashing sted i Danmark.
For mens sportswashing i nogle definitioner betegnes som, at man gennem sponsorater og afholdelse af store begivenheder bruger sporten til at renvaske sit image og dække over menneskerettighedskrænkelser i ens land, behøver der i andre definitionsformer ikke indgå menneskerettighedskrænkelser, før det kan betragtes som sportswashing, fortæller Stanis Elsborg.
Og tager man den sidste begrebsform for pålydende, ja, så var Tour de France i Danmark også sportswashing, lyder det fra Stanis Elsborg.
Det betyder dog ikke, at det så er det samme, som det vi ser ved eksempelvis Qatar-VM, påpeger han.
For når lande som Saudi-Arabien og Qatar går så kraftigt ind i sporten med sponsorater, ejerskaber og værtskaber, så er det for ham at se en del af større strategi, der går videre end imagepleje og forsøg på at dække over menneskerettighedskrænkelser.
Det er nemlig også et spørgsmål om hele den geopolitiske situation i golfregionen med sikkerhedspolitiske alliancer og nye diplomatiske netværk og forbindelser, der er i spil, mener Stanis Elsborg og peger derfor på, at teorien om ‘blød magt’ kan give en større forståelse af, hvorfor stater vælger at bruge sporten som et politisk værktøj.
Den idrætspolitiske strategi
I Play the Game er de udmærket klar over, at en problemstilling, der trækker tråde så langt tilbage, ikke bliver løst natten over, men initiativet har alligevel et bud klar på, hvordan de mener, vi kan tage et skridt i den rigtige retning. Det skal ske gennem en dansk international idrætsstrategi, som går ud på, at blandt andet danske politikere, idrætsorganisationer og relevante NGO’er har en fælles forståelse om, hvilke udfordringer dansk idræt står overfor, fortæller Stanis Elsborg.
”Vi er stadig i den spæde start, blandt andet fordi man har sovet i timen politisk. Man kunne sige, om man ikke bare skulle brænde hele lortet ned og starte forfra, men det kommer ikke til at ske. I drømmescenariet gør det,” kommer det fra Stanis Elsborg.
| Hvad handler Play the Game’s forslag om en dansk international idrætsstrategi om? Forslaget fra Play the Game handler om at fremme demokratiet i sportens verden. Play the Games forslag går ud på, at en dansk international idrætspolitisk strategi kan sikre, at danske politikere, idrætsorganisationer, relevante NGO’er og aktører i dansk idrætsverden danner sig en fælles forståelse for, hvilke udfordringer, som dansk idræt står overfor. Yderligere er det langsigtede mål, at de bedre kan understøtte hinanden og koordinere i forhold til de internationale udfordringer. Aktørerne, der skal indgå, er: – Repræsentanter for regering og Folketinget – Danmarks Idrætsforbund, DBU og øvrige interesserede specialforbund – DGI – Dansk Firmaidræt – Repræsentanter for atleter – Team Danmark – Anti Doping Danmark – Amnesty International Danmark – Transparency International Danmark – International Sport and Culture Association – Play the Game – Fanorganisationer – Danske Sportsjournalister/Dansk Journalistforbund – Relevante eksperter inden for international politik, kriminalitetsbekæmpelse, ledelseskultur m.m. Kilde: Play the Game |
Og forslaget fra Play the Game møder da også støtte fra dele af det politiske spektrum.
En af de politikere, der er fortaler for en dansk international idrætsstrategi, er kultur- og idrætsordfører for SF, Charlotte Broman Mølbæk.
“Man bliver nødt til at få lavet en idrætsstrategi på de større sportsbegivenheder, fordi lige nu hopper vi fra tue til tue. Så var det Beijing, så var det Rusland, og nu er det Qatar. Det betyder, at vi arbejder symptomatisk på resultatet af korruption,” fortæller hun.
Omtrent samme sondring kommer fra tidligere kulturminister Uffe Elbæk (Å). Med en dansk international idrætsstrategi mener han, at man kan gøre det lettere for sportens udøvere og organisationer at manøvrere.
“Jeg kunne godt unde det for sportens udøvere og organisationer, at der bliver formuleret en international idrætsstrategi for Danmark, hvor man bliver enige på tværs af politiske blokke, så vi har nogle fælles spilleregler, og vi ikke skal have en diskussion tre måneder før store begivenheder,” siger Uffe Elbæk.
Og også hos DGI, en af dansk idræts store organisationer, er man helt på linje med, at der er behov for, at der sker noget. Det fortæller formand, Charlotte Thomassen:
“Jeg tror, at med VM i Qatar er vi alle vågnet op fra en drøm, om at idræt er noget, der foregår ude på græsplænerne, der er fri for politik og kommercielle interesser og alene handler om tillid og mellemfolkelig samvær. Idræt er meget mere end det, og det bliver brugt i mange forskellige sammenhænge, derfor vil det være godt, hvis vi som land har en national tilgang til international idrætspolitik.”
Sådan ser man til gengæld langtfra på det hos en af landets andre store idrætsorganisationer, DIF, forklarer deres Director of Public Affairs, Poul Broberg:
“Jeg er rigtig tilfreds med den internationale idrætsstrategi, som DIF har. Det er os, der sidder med stemmeknappen. Det er os, der sidder i bestyrelseslokalerne. Det er ikke nogle andre, der skal lægge en strategi for os. Det skal vi klare selv“, fortæller Poul Broberg og uddyber:
“Vi vil også have lov til at være uenige med regeringen en gang imellem i forhold til, hvad dansk idræt skal og ikke skal. Danmark skal holde fast i, at sporten er en del af civilsamfundet, og det blander regeringen sig ikke i. Det kommer næsten tættere på nogle af de nationer, som vi ikke vil sammenlignes med, end forslaget kommer ind på en ren dansk position. I Rusland, Kina og andre steder er sporten en direkte arm af regeringspolitikken, og de nationer vil vi helst ikke sammenlignes med.“
| Hvem er DIF? Dansk Idrætsforbund (DIF) er national olympisk komité for Danmark og en paraplyorganisation, som under sig har 62 specialforbund med 8.749 medlemsforeninger. Tilsammen har medlemsforeningerne 1.932.065 medlemmer. Hvert år modtager DIF udlodningsmidler, som består af overskud fra Danske Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S. I 2021 var udlodningsmidlerne til DIF på 307,5 millioner kroner. En af DIF’s hovedopgaver er, at varetage specialforbundenes og foreningernes fælles idrætspolitiske interesser over for offentligheden. Kilde: Den Store Danske, DIF, Kulturministeriet |
Men præmissen om, at DIF fortsat skal varetage de danske idrætspolitiske interesser uden indblanding fra andre, køber Charlotte Broman Mølbæk ikke. Tværtimod er hun bange for, at det kan forhale processen mod en potentiel løsning.
”Jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at DIF på en eller anden måde sætter sig i vejen og hellere bare vil håndtere det selv. Vi er ude i så store udfordringer, at det her både er udenrigspolitik og idrætspolitisk. Jeg forstår godt, at de også bliver nødt til at samarbejde indadtil. De har jo også deres indflydelse i sportsverdenen, men det fungerer ikke så skidegodt, vel?,” vurderer Charlotte Broman Mølbæk.
Ikke desto mindre mener Poul Broberg, at situationen er fin, som den er nu. Samtidig fremhæver han, at det er for nemt for politikerne at pege fingre af DIF.
“Masser af politikere råber om dit og dat om Qatar, men det er sporten, der skal bære alle konsekvenserne. De vil ikke selv bære konsekvenserne ved at sige, at vi lukker alt eksport til Qatar og de arbejdspladser, det vil koste danske virksomheder. De synes, at det er fint nok, at dansk idræt skal risikere millionbøder eller ikke at kunne møde op til kommende EM-kvalifikation. Og det synes jeg er symbolpolitik af værste skuffe, fordi det er let at være klog og handlingsrettet, når det gælder alle mulige andre end en selv,” fortæller Poul Broberg.
Derfor har de da også i DIF en meget klar holdning, der hedder, at hvis idrætten skal inkluderes i det internationale, så er det, fordi Danmark helt grundlæggende tager afstand fra det pågældende land.
“Og det vil altså sige, at vi stopper handelsforbindelsen og stopper diplomatiske forbindelser i stedet for at bruge sporten som symbolpolitik. Som det er lige nu, vill vi meget gerne vil til Qatar og de her lande og sælge vores cement, vores smør og hvad vi kan ellers kan sælge, men de må sørme ikke komme herop og købe vores fodboldklubber. Den går ikke. Det, synes jeg, er dobbeltmoral ad helvede til,” siger Poul Broberg.
Også uden for landets grænser ses der en fornuft i en udforme en dansk international idrætsstrategi, hvor MEP’er Niels Fuglsang (S) udtrykker et ønske om forandringer i sporten:
“Vi kan allesammen se, at den situation, vi er havnet i er uhensigtsmæssig. Det har både skadet mennesker og sporten, at VM er placeret i Qatar. Jeg tror på, at det er en god ide at lave en strategi for, hvordan vi navigerer i det her krydsfelt,” fortæller socialdemokraten.
Dog understreger Niels Fuglsang, at selvom det vil være en god idé med en dansk strategi, så er behovet for at finde et fælles fodslag i EU mindst lige så presserende.
Noget han bakkes op i af Miguel Delaney, som er chef fodboldskribent på den britiske avis The Independent. For selvom sportens organisationer har et ansvar, kan de ikke løse det hele selv.
“Et stort problem er, at de autokratiske stater har ubegrænsede mængder af rigdom, og det betyder næsten ubegrænset magt. Hvor er regeringerne og de større institutioner? Hvor er EU? På et eller andet tidspunkt er de vel nødt til at træde ind,” siger Miguel Delaney.
Hos SF ser Charlotte Broman Mølbæk gerne, at der bliver kigger videre end de store internationale sportsbegivenheder og sportsorganisationer som FIFA, UEFA og IOC. Og pengestrømmen i sporten trænger til at komme under luppen – noget, som hun dog erkender, er vældig vanskeligt.
“Jeg synes, at det vil være fair og give god mening at have sponsorater med, men jeg tror, at det bliver svære at levere på. Det bliver svære at få flere til at sige fra over for det,” vurderer hun.
Og med hensyn til eksempel ejerskaberne i klubber forklarer forsker i idrætsjura Jens Evald da også, at det ikke er ligetil, for hvis en klub er børsnoteret, så er det svært at kontrollere, hvem aktierne skal sælges til. Det er op til aktionærerne at bestemme, påpeger han.
Præcis, hvordan det skal udformes, har Niels Fuglsang ikke de vises sten til, erkender han, men han håber på, at man kan finde en måde at sætte nogle topstandarder og krav til værdierne hos dem, der køber sig ind i klubberne.
Idrættens autonomi
Og så er spørgsmålet, om det er et udtryk for en særstatus for idrætten, når DIF plædere for, at politikeren skal holde snitterne væk fra deres område.
Ulrik Wagner forklarer:
“Det helt spøjse i den professionelle sportsverden, særligt den internationale, er, at det i virkeligheden er en form for privat organisation, der ejer de her sportsbegivenheder. De er bare vokset sig så enorm store, at der ikke er en nationalstat eller en samling af dem, der kan gå ind og kontrollerer dem. Det ligger ikke rigtig i FN-regi, fordi det vil man heller ikke helt. Man kan heller ikke helt justere på det, for hvad så med sportens autonomi. Så der er sådan en dobbelthed i det,” fortæller Ulrik Wagner og uddyber:
“IOC nok det værste eksempel. Det er en form for privat loge, der end ikke baseret på noget foreningssystem, Det er FIFA dog med lidt meget god vilje. IOC en form for privat loge, og det har man ikke rigtig rørt ved. Det skyldes nok også, at man ved, det vil blive besværligt,” siger han.
Den sondring bakkes op hos Transparency Internationals bestyrelsesformand, Jesper Olsen:
“Idrætten er nødt til at agere som den demokratiske ting, den siger, at den er. I hvert fald hvis den vil have særstatus. Sport kan ikke både have særstatus og spille efter andre regler.”
De betragtningerne kan Poul Broberg dog ikke genkende – tværtimod mener han, at særligt politikerne mangler at have alle nuancer med, når de kritiserer for DIF for ikke at være handlingsrettede.
“Vi påberåber ikke nogen særstatus, men egentlig at vi bare er lige så almindelig, som man er, når det gælder handelspolitik eller erhvervspolitik. Er et land er omgivet af FN- eller EU-sanktioner, så tager vi selvfølgelig ansvar fra idrættens side af. Det er eksempelvis sket med Rusland, hvor vi er gået længere i idrætten, end man er fra regeringens side. Rusland er ikke sanktioneret på kultur- og idrætsområdet fra EU’s side, men det har sporten selv gjort. Det perspektiv tror jeg også, at man skal have på, inden man fortæller, at vi er handlingslammede og ikke kan en skid. At vi bare er skødehunde for diverse diktatorer,” påpeger Poul Broberg.
Og forsker i idrætsjura Jens Evald kan godt se Poul Brobergs pointe:
“Sporten har i virkeligheden et meget, meget begrænset område til at fastsætte sine egne regler. Man er og vil altid være underlagt samfundets almindelige regler.”
Til gengæld giver Poul Broberg Ulrik Wagner ret, at der skal ses på IOC:
“Jeg er enig med ham i, at det er en lukket klub. Der foregår ikke nogle demokratiske valg, og folk bliver udpeget direkte af IOC, så på den måde slår IOC ikke særlig stærkt ud på demokratibarometeret. Det er vi fra dansk idræts side interesseret i at diskutere, om man kan reformere IOC på en række områder, så man også kan gøre de personer, der sidder i IOC, mere ansvarlige over for sporten. Det synes vi ikke, at de er i dag,” lyder der fra Poul Broberg.
Han oplyser ydermere, at DIF har anbefalinger for dansk idræts deltagelse på den internationale scene på vej enten i slutningen af året eller på den anden side af nytår. Hvad der præcist står i anbefalingsrapporten, vil han ikke løfte sløret for, men fortæller dog:
“Rapporten bliver meget mere konkret i forhold til, hvad DIF og danske idrætsledere skal være opmærksomme på, hvad de skal søge indflydelse på, hvad de skal være vagthunde omkring i forhold til kommende værtskaber i lande med værdier, som vi synes ligger langt fra vores,” kommer det fra Poul Broberg.
Lille foregangsland eller bare lille land?
Spørgsmålet er, om en dansk international idrætsstrategi vil nytte noget i det store billede, når kræfterne i udlandet er så meget større end herhjemme.
Ifølge Ulrik Wagner vil en dansk international idrætsstrategi ikke blive en gamechanger, selvom han godt kan se ideen bag forslaget.
”Jeg er ikke uenig, men vi er seks millioner i Danmark. Så skulle det være, hvis man kunne lave alliance med nogle som på sigt kan arbejde noget igennem. Det er det, der skal til,” siger han.
Men selvom vi blot er omtrent seks millioner indbyggere i Danmark, så mener Charlotte Broman Mølbæk stadig, at en dansk international idrætsstrategi giver god mening.
Hun er enig i Ulrik Wagners betragtning om, at Danmark ikke kan løse problemerne alene, og at et samarbejde med andre nationer for at lægge pres på idrætsorganisationerne er nødvendigt.
”Det er selvfølgelig både et national og internationalt anliggende. Jeg synes, at vi bør have den her idrætsstrategi, så vi sender et klar signal både til vores egne sportsudøvere og idrætsorganisationer, hvad er det, vi forventer i de kontroversielle slutrunder og store sportslige begivenheder,” siger hun.
Vigtigheden i at sende et signal til omverdenen og vise, at man handler er også væsentligt, hvis man spørger Uffe Elbæk.
“Vi står stærkere sammen, hvis alle ministre på området i EU kan blive enige om et fælles fodslag, men det kan også blive en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget, hvis man ikke er fælles. Det er vigtigt med lande, der træder i karakter. Min erfaring er, når det sker, så rykker andre med,” siger han.
For Rasmus Klarskov Storm er det de samme mekanismer, der er på spil i debatten om klimakrisen, hvor han mener, det handler om at yde et bidrag selv.
“Gør det, du selv kan og så lad os se, om det ikke kan være med til at påvirke noget adfærd på længere sigt. Måske kan det hjælpe og smitte af på nogle andre – også selvom det objektivt set er rigtig nok, at der er nogle større spillere med en større påvirkningskraft rundt om i verden,” siger han.
Parallellen mellem sports- og klimakrisen kan Ulrik Wagner også få øje på.
“Vi alle ved, at der er noget ruskravende galt. Men når vi selv skal til at begrænse vores ture med flyet til Mallorca, eller noget andet, ahh, så bliver det for besværligt, og så sætter man sin lid til en form for politisk løsning, og det er måske den eneste løsning der er, fordi det er den eneste, der har en form for sanktionsmuligheder gennem statslig indgriben og bemyndigelse til at træffe nogle kollektive beslutninger og forankre dem i lovgivningen,” siger han.
Herudover fortæller Ulrik Wagner, at han ikke tror at sporten selv kan finde frem til en løsning, og det kan der være flere årsager til. En af årsager er ifølge Poul Broberg, at landene med lignende værdier som Danmark simpelthen globalt set er i undertal, forklarer han.
“Sporten skal altid tage nogle gode beslutninger, og de mener jeg faktisk, at vi i dansk idræt er konstant bannerførere for, men vi har bare ikke flertallet internationalt. Jeg vil tro, hvis vi er på en god dag, så kan vi samle 30 lande til for alvor at lave reformer i FIFA for eksempel. Så vi mangler stadigvæk 70-80 lande til at få flertal i selve afstemningerne, der skulle lave forskellene,” siger han.
Uanset om landene i Vesten er i undertal, så har tyske Christoph Winterbach den holdning, at man alligevel bør lave noget ravage, hvis man er uenig i, hvordan tingene er.
“Hvis man virkelig er bekymret over problemerne, så er man nødt til at adressere dem og se konsekvenserne i øjnene. Hvis eksempelvis FIFA vil ekskludere dig fra VM, hvis du kritiserer dem, jamen, så gør det. Så lad vær med at spil, og så se hvordan det kommer til at gå for FIFA. Hvis én nation gør det først, hvor mange vil så følge med? Og så kommer man til at spille VM med 23 hold som Kap Verde. Men ingen har modet til at konfrontere FIFA,” siger han.
Også Bo Kampmann Walther kan se noget interessant ved at sige fra over for organisationer som FIFA.
“Nogle gange er løsningen så enkel og banal, at det næsten er tegneserieagtig. Det mest enkle i verden vil være følgende: ‘Ved du, hvad siger en eller anden fra DBU. Jeg synes egentlig, at vi skal lade vær med at tage til Qatar. Det synes jeg er en skidegod idé, lad os lade vær med at tage afsted.’ Bang. Så er der ikke så meget mere og snakke om, men det gør man jo ikke,” siger han.
Redaktør på det norske medie Josimar, Håvard Melnæs, vurderer ligeledes, at det vil muligvis kunne have en effekt, hvis nogle prominente nationer siger fra, fordi de store sportsorganisationer, ifølge nordmanden, udelukkende tænker på penge. Og hvis deres pengepunge kan blive ramt, så mener han, at der kan ske ændringer.
Forbrugernes power og journalistikkens dobbeltrolle
Håvard Melnæs peger på flere måder, man vil kunne ramme idrætsorganisationerne økonomisk. En af måderne er, hvis forbrugerne blander sig, som Håvard Melnæs fortæller, at man netop har set eksempler på i Norge.
Nordmanden fortæller blandt andet, at fans fra klubberne Brann og Vålerenga, som normalt er rivaler, har fundet sammen og opfordrer fælles til et boykot af Qatar.
I den forlængelse fastslår Bo Kampmann Walther, at man aldrig skal underkende forbrugermagten.
“Jeg tror, at de sociologer, der vil komme ned på jorden fra en fremmed planet om 20 år, vil måske sige, at det var en fejltagelse at tro, at ansvaret bare skulle placeres på dem, der kan trykke på knapperne. Det vil sige institutionerne, politikerne og dem, der har økonomiske interesser. For i sidste ende er det forbrugerne, der bestemmer,” siger han.
Denne kollektive kraft som forbrugerne potentielt kan have understreger Ulrik Wagner også kan spille en rolle.
“Når fans bliver til forbrugere og kritiske forbrugere, så opstår der faktisk en ret stor magt. Det er også en ret stor magtbase blandt en stor mængde fans. Det er også folk, der kan stemme på politikere. Så lige så vel, at de kan stemme for, ej, hvor er det dog fedt, at OL skal afholdes i Paris. Lige så vel, kan de også stemme på, fuck hvor gider jeg ikke havde det lort til Paris,” siger han.
Denne forbrugermagt har eksempelvis vist sit ansigt i Norge, hvor holdningen i forhold til Qatar er lunken i blandt befolkningen, fortæller Håvard Melnæs.
“Det, vi ser i Norge, som er interessant, er, at ingen annoncører er knyttet til VM i Norge. Der er ingen norske annoncører, der ønsker at være associeret med Qatar, og det sender et tydeligt signal til rettighedshaverne, som taber store penge,” siger han.
Og med hensyn til rettighedshaverne gør Bo Kampmann Walther opmærksom på, at det er vigtigt at have for øje, at disse medier er afhængige af at sælge produkterne, altså disse store sportsbegivenheder, som de har købt rettigheder til, mens de skal finde en ordentlig balancegang mellem underholdning og kritisk dækning.
“Den kritiske pind er jo købt et sted, og den er betalt af nogle. Underforstået er det næsten som at åbne Word og skrive et kritiske læserbrev om Microsofts dominans. Der går en vis form for paradoksalitet i det,” siger han.
Men det ser sportschef på TV2, Frederik Lauesen ikke noget problem i. Han mener, at de på TV2 har fundet en god balance mellem underholdning og kritisk dækning. Det synes han eksempelvis, at man kan se i kanalens dækning af VM i Qatar.
“Selvom man kunne sige isoleret set, kynisk og kommercielt, kunne det måske have mere interesse at neddrosle den kritiske dækning og skrue op for den mere begejstrede dækning til VM, så har vi valgt ikke at gøre det, fordi vi er den station, som vi nu engang er. Vi har valgt at sige, at VM i Qatar fortjener en kritisk dækning, så folk kan forholde sig til det, der sker,” siger han og fortsætter:
“Når jeg for eksempel sidder og skal planlægge en journalistisk dækning af VM i Qatar, så er det klart, at så fylder søjlen med kritisk dækning mere, end den vil gøre, hvis jeg skulle planlægge en håndboldturnering i Tyskland, fordi der er nogle undertoner i hele VM-slutrunden i Qatar,” siger han.
Tine Johansen, der er formand for Dansk Journalistforbund, erkender, at man historisk set ikke har været gode nok til at finde balancen, og det derfor er vigtigt at have in mente som medie. Til gengæld viser de seneste par års sportsjournalistik ifølge Tine Johansen, at de danske sportsjournalister og medier har fundet en bedre ligevægt mellem underholdningen og det kritiske.
“TV2 har jo den særlige rolle her, at de jo også har købt rettighederne til mange af de her sportsbegivenheder, og når man køber rettighederne, så er man jo et eller andet sted, så er man jo også forpligtet til at dække indholdet af sport,” siger hun.
Og den forpligtelse mener Tine Johansen potentielt kan bringe nogle vanskeligheder med sig.
“Jeg forestiller mig, at der har været nogle meget svære overvejelser ude på redaktionerne. På den ene side har man et løfte til seere, lyttere og læsere om, at man tager sporten alvorligt, men samtidig også skal holde den kritiske snude i sporet. Jeg er overbevist om, at det er nogle svære balancer og overvejelser, fordi sport er begejstring, glæde, fællesskab og alt muligt andet, men fordi der er så mange penge i lortet, så bliver det også en magtplatform, som bliver misbrugt,” siger hun.
Sammenspil gør os bedre
For Ulrik Wagner handler det om, at få alle parter i spil.
“Det med at tro, at politikere alene skal gøre det, det er også et spørgsmål om, at forbrugere der tænder fjernsynet. Lur mig når VM starter, så ser du store seertal. Det kan ikke være politikerne alene, det skal også være fansene,” siger han.
Denne form for sammenspil mellem forbrugere og politikere er Ulrik Wagner ikke den eneste, der peger på er vigtig. For Jesper Olsen er det også fuldkommen vitalt.
“Idrætten kan ikke løse det her alene, politikerne kan ikke løse det her alene, civilsamfundet kan ikke løse det alene, medierne kan ikke løse det alene.”
Den Internationale Olympiske Komite (IOC), Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. FIFA og UEFA er ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.